|
JRKs børnerollespil udspiller sig i spilverdenen Jarkwelt. Det er en verden der er bygget på en blanding af Ringenes Herre, World of Warcraft og middelalderen. Så her er både ondskabsfulde orker, mystiske elvere og magtfulde dæmoner. Men vigtigst af alt er det en fantasi-verden, hvor der er plads til både skurke og helte. Og det betyder, at der er et par ting man skal vide om Jarkwelt. Magi I Jarkwelt findes der magi. Der findes magiske genstande der kan hjælpe eller skade dem som bærer dem, og der findes troldmænd der kan gøre ting vi ikke kan i virkeligheden. Magi er stadig lidt af en sjældenhed, men det er noget som alle i Jarkwelt kender til. Så hvis man møder en troldmand er det bare med at blive bange! Monstre Der findes også monstre i Jarkwelt! Store krigere med tyrehoveder kaldet minotaurer, kæmpe huletrolde og udødelige skeletkrigere. De findes alle sammen i vores spilverden og de er alle sammen farlige. Men at de findes er der ingen tvivl om. Og måske møder du et af dem i skoven... Eventyr Til hverdag er der ikke meget eventyr tilbage. Det er trods alt ikke meget af et eventyr at gå i skole og drille sine søskende! Men i Jarkwelt er der masser af eventyr, og det betyder at verden kan gå under hvert andet øjeblik. Så hvis du bliver kastet ud i et eventyr hvor du og dine venner skal redde Kong Theodor af Alasia fra en bande blodtørstige orker så skal du ikke undre dig for meget. Den slags sker hver dag i Jarkwelt. Og det er derfor vi en gang imellem tager ud i skoven og leger - fordi her er der plads til eventyr! |